Smart Delivery på Xbox Series X er et af de store salgsargumenter for Microsofts næste spillekonsol. Det umiddelbare koncept er, at hvis du køber et spil til din Xbox One, så vil du også kunne spille den opdaterede version på din Xbox Series X. For eksempel udkommer Halo Infinite samme dag som Xbox Series X, men køber du spillet til din Xbox One, vil du uden merpris kunne downloade den forbedrede Series X-udgave, når du anskaffer denne konsol.

Det er i forvejen ret smart, især set med forbrugernes øjne, men nu er der så kommet yderligere kød på servicen.

Du kan starte Halo Infinite på Xbox One, men afslutte det på Xbox Series X.

Udover blot at kunne afvikle spillet på tværs af konsolgenerationer, så vil dine gemte fremskridt i et pågældende spil også blive overført til den nye maskine. Dette gælder både de spil der optimeres til Series X, såvel som de titler der “blot” spilles via bagud-kompatibilitet. Du tvinges derfor ikke til at starte forfra, når du skal starte en “ældre” titel op på din Series X for første gang.

Optimeret til næste generation

Det er naturligvis ikke ALLE Xbox-spil der optimeres til Series X, men det er allerede et hæderligt udvalg af titler, som får en kærlig hånd i forbindelse med overgangen til den næste konsol-generation. Listen over bekræftede titler, som bliver optimeret fra Xbox One til Xbox Series X, ser indtil videre således ud:

  • Halo Infinite
  • Cyberpunk 2077
  • Assassin’s Creed Valhalla
  • Destiny 2
  • DiRT 5
  • Scarlet Nexus
  • Chorus
  • Vampire: The Masquerade – Bloodlines 2
  • Yakuza: Like a Dragon
  • The Ascent
  • Call of the Sea
  • Gears 5
  • Second Extinction
  • Metal: Hellslinger

Listen skal nok nå at vokse sig betragteligt større, inden Xbox Series X udgives i julen 2020. For flere nye detaljer om Xbox Smart Delivery, så kig forbi det officielle Xbox-site, hvor der udpensles mere omkring hvordan systemet fungerer, også i forbindelse med eksisterende og kommende titler.

6 KOMMENTARER

  1. #1 Jeg har ikke haft en konsol siden Xbox 360 og hælder lige nu nok mest til PS5. MEN! Med Smart Delivery har Microsoft altså et vinderkort på hånden. Tror Sony ville gøre klogt i at komme op med noget lignende.

  2. Som jeg har læst det, så er det op til de enkelte 1st party studier hos Sony, om de vil tilbyde det, hvor de hos Xbox skal gøre det. Hos 3rd party studier bestemmer de selv på begge sider. Sådan forstår jeg det.