Det virker næsten fjollet, at et ni år gammelt spil skal have en hjælpende hånd, til at blive afviklet så flydende som muligt på den “nyeste” hardware. Ikke desto mindre er det tilfældet med The Elder Scrolls V: Skyrim, som på konsoller har været en, omend spilbar, noget tung omgang at kaste sig over, i hvert fald sammelignet med PC-versionen.

Den Special Edition som blev udgivet til henholdsvis PlayStation 4 og Xbox One, blev især markedsført med muligheden for at kunne tilføje såkaldte mods, altså brugerskabte digitale ændringer til grundspillet, som både kan optimere spiloplevelsen og tilføje nye elementer.

På Reddit har en bruger nu påpeget, at på den nye Xbox Series X, findes der en Uncap FPS Mod, som kan afvikle spillet med de 60 billeder i sekundet, som den nye konsolgeneration så gerne vil kunne prale af. Der er endda en udførlig guide til hvordan man kan benytte mod’en, og stadig kunne opnå achievements i spillet, hvilket mod’s ellers plejer at udelukke. Det nævnes dog i samme forbindelse, at mod’en ikke er blevet testet på en Xbox Series S, men angiveligt bør virke efter hensigten.

Skal du derfor bruge et argument for at starte Skyrim op (igen) på en Xbox Series X eller S, så kan det da lige være at en afvikling med 60 billeder i sekundet kan gøre det.

2 KOMMENTARER