Gik du glip af de fremragende Bayonetta og Vanquish i forrige konsolgeneration, så er der nu grund til at glæde sig. Begge spil er nemlig blevet fundet på Microsoft Store, både som enkeltstående udgivelser, men også som et “10th Anniversary Bundle” der inkluderer begge spil.

Ifølge Polygon er der altså tale om deciderede remasters, hvor 4K-opløsning og afvikling med 60 billeder i sekundet vil være standarden. Med tanke på hvor meget fart der er på i begge titler, så skal det nok blive en fryd at kløve sig igennem dem begge igen, blot med mere kulør på det visuelle.

Det må umiddelbart også forventes at spillene vil finde vej til PlayStation 4, men det er endnu kun spekulation.

Hvis så bare det Nintendo-eksklusive Bayonetta 2 også kunne finde et hjem på øvrige platforme, så kan man jo dårligt forlange meget mere.