I dag fik ingen ringere end Geoff Keighley mulighed for at teste den controller, som følger med den kommende PlayStation 5 ved lancering: DualSense. Til formålet fik Keighley mulighed for at prøve det spil, som vil være præ-installeret på alle versioner af PlayStation 5-konsollen: Astro’s Playroom.

Astro’s Playroom er i høj grad en tech-demo, som skal demonstrere både hvad konsollen kan, men i endnu højere grad hvad vi kan forvente af DualSense-controlleren. Spillet bliver dog angiveligt et spil, som vil kræve en del timer for at blive gennemført. Keighley beskriver det i hvert fald, som et fuldt spil der er værd at se frem til.

Vi ser først at controlleren fysisk kan bevæges 360 grader i alle tre dimensioner. Dette er ikke ulig det første forsøg med motion controls, som Sony også forsøgte med controlleren på PlayStation 3, dog med knap så stor succes dengang.

Keighley nævner at han oplever controllerens højttaler har en større ”range”, og at den reagerer på nogle af de elementer man støder på under gennemspilningen. Der kommer lyde fra højttaleren, som afspejler både en sandstorm, iskold blæst og fodtrin i sneen. Han forsøger at få controlleren tæt på sin mikrofon, men det retfærdiggør tydeligvis ikke den effekt, som han ellers virker så begejstret for.

Dual Sense reagerer på denne sandstorm både med lyd og fysisk feedback.

En af de funktioner som de fleste er mest spændt på, er det der kaldes haptic feedback. Det kan bedst beskrives som en videreudvikling af den rumble-effekt, som tidligere controllere har budt på. Der skal dog være en væsentligt højere detaljegrad, som nu gør at man for eksempel kan mærke hvilken type underlag ens figur bevæger sig på. Keighley bemærker det blandt andet ved overflader med sand og sne i Astro’s Playroom-spillet.

Astro ifører sig på et tidspunkt en frog suit, som har en fjeder under sig. Tricket med denne er, at man vinkler sin DualSense i den retning figuren skal hoppe, og så trykke en af skulderknapperne ind, for at give momentum til det kommende spring. Det er her de to adaptive triggers, en anden ny feature, skal give følelsen af modstand, når man trykker dem ned. Keighley viser tydelig begejstring, og udtaler i situationen at han aldrig har følt noget lignende. For os der kigger med, er følelsen af at trykke på disse triggers, lige så nem at forholde sig til, som duften af parfume gennem en tv-reklame.

Frødragten skal styres ved fysisk at vende DualSense og holde en af de to adaptive triggers nede.

Selve demonstrationen varer blot lige over otte minutter, hvorefter der startes et interview med Eric Lempel fra PlayStations PR-afdeling. Lempel er mest af alt ivrig efter at fortælle, hvor glade de forskellige udviklere har været, for de muligheder DualSense byder på. Selvom Keighley spørger ind til flere detaljer omkring den kommende konsol, er Lempel dog ikke til at rokke. Der er derfor stadig hverken fastsat pris eller dato for udgivelsen af PlayStation 5; ikke engang forskellige farver på DualSense, havde Lempel lyst til at fortælle om.

Hele forløbet virker på alle måder akavet, da der ikke efterlades ny reel information om hverken PlayStation 5 eller DualSense-controlleren, andet end at Geoff Keighley virker begejstret; det gør han dog som regel over det meste.

Hvad tager du med fra aftenens præsentation?

6 KOMMENTARER

  1. Twitteruniverset er helt flade…
    The ps5 bring you no loadingtime with the new fantastic inhouse dev. Ssd.
    Og så er der en 7sek. Loadingsceen for en “skide” demo hehe