Microsoft lader virkelig til at ville markere sig, med nogle prominente first party-titler på deres spillekonsoller. Selvom der endnu ikke er meldt ud, hvilke projekter det “nye” studie, The Initiative, har under udvikling, så er det alligevel ikke småfisk de får med ombord.

Seneste rekruttering til The Initiative har blandt andre skaffet dem senior Apex Legends designer Sean Slayback, lead animator Ryan Duffin fra Bioware, Uncharted 4-artist Ryan Trowbridge og Justin Walters som var environment artist på Doom (2016).

Tidligere anskaffede The Initiative sig også folk der har arbejdet på God of War, Red Dead Redemption og Tomb Raider. Med den seneste oprustning kan det efterhånden være fair at antage, at det er en action-titel der er i støbeskeen hos The Initiative.

Håbet er at Microsoft kan få et stærkere line-up af titler, end hvad den nuværende konsolgeneration har budt på. Det kan godt være at Xbox One X på papiret er den stærkeste konsol på markedet, men det nytter altså ikke noget, når kvaliteten og udbudet af de tilgængelige spil er så sparsom.

Det er dog skuffende, at det endnu ikke er til at sige, hvad der skal spyttes ud fra studiet. Indtil videre minder nyhederne omkring The Initiative, om en kok der remser alle krydderierne op til sin gourmetmiddag, uden egentlig at fortælle om hovedingredienserne. Giv os nu noget kød!