Stadia er et yderst spændende koncept. Google prøver at finde vej til gaming-mediet via et koncept, som andre har brændt nallerne på ved tidligere forsøg: streaming. Ideen er i og for sig god nok, men hvis teknikken ikke fungerer, så kan de andre konkurrencedygtige parametre godt pakke sammen. Det var derfor med beherskede forventninger, at jeg satte mig i sofaen hos Googles PR-folk med udsigt til en 4K- og HDR-venlig fladskærm og en Stadia-controller i hånden, for at vurdere om Google er klar til at levere varen.

Vil du have et kort svar, så kan du nøjes med et “ja”. Vil du have et længere svar, så læs endelig videre.

Controller med komfort

Lad os starte med det helt håndgribelige, nemlig den uopfindsomt navngivne Stadia Controller. Lige så undervældende titlen på dette ene stykke hardware er, lige så skrabet er den i sit design. Har du bare én gang siddet med en DualShock- eller Xbox-controller mellem hænderne de sidste ti år, så er der ikke mange overraskelser at finde.

Stadia-controlleren bliver tilgængelig i tre forskellige farver: Just Black, Clearly White og Wasabi.

De analoge pinde føles glimrende, ligesom de regulære knapper på overfladen også reagerer som de skal. Særligt de to triggers, altså knapperne tiltænkt venstre og højre pegefinger, har en glimrende vinkel og bøjning, som sikrer at fingrene ikke glider ved for voldsomt brug.

Med sine 268 gram er Stadia Controller lige en anelse tungere end en DualShock 4, som er den controller, jeg trods alt har mest erfaring med. Den lå dog stadig ganske naturligt i hånden, og det minimalistiske design uden overflødige detaljer formåede aldrig at stjæle opmærksomheden fra spiloplevelsen.

Fra skærm til skærm

Et af salgsargumenterne for Stadia er muligheden for at stoppe sit spil og fortsætte hvor man slap på en helt anden skærm, f.eks. fra fjernsyn til en bærbar eller smartphone. Postulatet er, at det fungerer gnidningsfrit, så det var jeg naturligvis nødt til at teste.

Her er min session af Shadow of the Tomb Raider på storskærmen…

De eneste smartphones, som byder på denne mulighed, er dog Googles egne Pixel-telefoner, som desværre ikke er fuldt tilgængelige i Danmark endnu. Men når man nu er på besøg hos Google selv, så er der naturligvis netop sådan et apparat til rådighed. Jeg standsede derfor min session med Shadow of the Tomb Raider, som blev afviklet på det store fjernsyn, fjernede tilknytningen hertil med et par knaptryk, smed et kabel mellem telefon og controller, og på et øjeblik kunne jeg fortsætte mit spil, denne gang på en lille bitte skærm, som alligevel formåede at afvikle spillet med en forbløffende høj framerate.

… og her er den samme session af Shadow of the Tomb Raider på en smartphone.

Et enkelt ord beskriver ret præcist hvordan den overgang føles: imponerende.

Er du den type gamer, som gerne vil fortsætte dit spil, mens du befinder dig i pendlertidsrummet med den offentlige transport, eller måske endda på bagsædet af en bil, så har Stadia altså sørget for en yderst tilgængelig metode til at opfylde det ønske. Hvis jeg kan finde ud af det, så kan alle andre altså også.

Hvad med det der lag?

Noget af det jeg var allermest nysgerrig efter at finde ud af, var naturligvis om der ville være mærkbare forsinkelser mellem knaptryk på controlleren, og til reaktionen fandt sted på skærmen. Jeg må beklageligvis melde ud, at det var tilfældet. Jeg bemærkede det både ved et par runder af Mortal Kombat 11, nogle ildkampe i Destiny 2 og under udforskning i Shadow of the Tomb Raider.

I den forbindelse må jeg dog også indskyde et stort og rungende “MEN”! Forsinkelsen var ikke forstyrrende i en sådan grad, at min spiloplevelse blev bemærkelsesværdigt nedgraderet. Det var primært singleplayer spil, jeg fik kastet mig over, hvorfor det altså ikke var et graverende problem.

Det skal naturligvis også nævnes, at jeg sad i et lukket testmiljø med en stabil internetforbindelse på 100 mbit/s, hvor der heller ikke var mulighed for at prøve kræfter med online multiplayer. Dertil ærgrede det mig, at et racingspil ikke var tilgængeligt i denne omgang, da jeg netop her havde håbet på at teste de potentielle lag-forhold med omgivelserne susende forbi mig.

Det er derfor værd at være opmærksom på andres beretninger, når først sluserne åbnes og yderligere indtryk indfinder sig.

Konsoloplevelse med modifikationer

Jeg havde ikke et direkte sammenligningsgrundlag til rådighed, for at vurdere om den viste grafik nærmede sig niveauet fra de aktuelle konsoller eller en toptunet PC. Det var dog tydeligt at se, at de spil fladskærmen fremviste var i 4K-opløsning med flotte HDR-effekter tilføjet.

Hvor den primære sammenligning med konsoller indfinder sig, er i den manglende mulighed for at justere på grafiske slidere, for enten at skrue op eller ned for grafisk lir. Det er den samme oplevelse alle spillere får, udelukkende differentieret ved den skærm man benytter sig af.

Udover det du ser på billedet her, indeholder Stadia-kassen også en Chromecast og et kabel til at forbinde controller og tablet eller smartphone.

Den eneste umiddelbare mulighed for justering, finder man i form af Stadias app. Ved et enkelt knaptryk kan man minimere den mængde båndbredde som spilafviklingen skal æde, hvilket dertil nedskalerer oplæsningen helt ned til 720p; og så sker det endda i  real time. Særligt Destiny 2 blev afsindigt grynet at se på; ikke i en sådan grad at det blev uspilleligt, men det har uden tvivl ikke været udviklerens intention, at spillet skulle afvikles med dette grafiske grundlag.

Dertil er det også værd at nævne, at man ikke selv kan vælge hvilket af Googles datacentre man hiver sin spilafvikling fra. Google træffer denne beslutning for dig, men vil dog altid se til at finde den forbindelse som er mest optimal for den enkelte spiller. Et datacenter er da også på vej i Danmark, men vi skal ikke forvente at se dette før tidligst slutningen af 2020. Om det kommer til at have nogen indflydelse på spilafviklingen for Stadia, er dog endnu umuligt at sige.

Biblioteket udvides

Som ved et lynnedslag er der nu blevet annonceret endnu flere spil, som vil være klar på Stadias lanceringsdag. Vi kunne forleden fortælle om de 12 første titler, samt hvilke spil der også ville blive tilføjet inden udgangen af 2019. Den liste er dog nu blevet revideret, og yderligere ti spil er nu meldt klar til afspilning fra første dag.

Yderligere ti spil er tilføjet til Stadias lanceringsvindue, heriblandt Metro Exodus.

Den reviderede liste ser nu således ud, hvor titlerne markeret med en (*) er de nyligt tilføjede:

  1. Assassin’s Creed Odyssey
  2. Attack on Titan 2: Final Battle (*)
  3. Destiny 2: The Collection
  4. Farming Simulator 2019 (*)
  5. Final Fantasy 15 (*)
  6. Football Manager 2020 (*)
  7. Grid 2019 (*)
  8. Gylt
  9. Just Dance 2020
  10. Kine
  11. Metro Exodus (*)
  12. Mortal Kombat 11
  13. NBA 2K20 (*)
  14. Rage 2 (*)
  15. Red Dead Redemption 2
  16. Rise of the Tomb Raider
  17. Samurai Shodown
  18. Shadow of the Tomb Raider: Definitive Edition
  19. Thumper
  20. Tomb Raider: Definitive Edition
  21. Trials Rising (*)
  22. Wolfenstein: Youngblood (*)

Jeg var i forvejen skeptisk omkring kvaliteten af de oprindelige spil, og hvorvidt de både var populære nok og passende til lanceringen af et produkt som Stadia, og jeg er ikke just blevet mere optimistisk, efter tilføjelsen af de nye titler. Det må selvfølgelig være op til den enkelte at vurdere, om den foreløbige liste indeholder et par dealbreakers.

Er verden klar til Stadia?

Som jeg nævnte i starten, så lader Google Stadia til at kunne leve op til sine løfter. Det er budgetvenlig AAA-gaming, som forlanger forbløffende lidt hardware. Det er muligheden for at spille nogle, bevares, yderst hæderlige titler, med en oplevelse der langt hen ad vejen kan matche det, man finder på moderne konsoller.

Du skal dog gøre dig en del overvejelser, før du springer i med begge ben på Google Stadia. Du skal kunne leve med en smule forsinkelse på dine inputs, hvilket kernesegmentet af gamere uundgåeligt vil bide mærke i, men som et casual-marked næppe vil piske en stemning op over. Dertil skal du ikke have en overvældende lyst til at justere de grafiske indstillinger i hvert spil. Det er desuden en god ide at overveje, om nogle af de annoncerede spil virkelig tiltaler dig, eller om det er værd at vente på flere annonceringer.

Den er god nok: 4K og HDR for fuld udblæsning.

Særligt sidstnævnte vurderer jeg som værende det mest kritiske punkt, og kan blive den helt afgørende faktor for, om Stadia får etableret sit eksistensgrundlag. Det bliver på alle måder spændende at se, om Stadia får fodfæste blandt de andre store kanoner i gamingbranchen, eller om Google må indfinde sig i historiebøgerne med de andre streamingløsninger, som heller aldrig blev til noget.

Google Stadia udgives den 19. november.

14 KOMMENTARER

  1. Kører spillene altid med den højeste mulige grafik indstilling for spillene, hvis man har forbindelsen til det? Eller er det neddroslet – underforstået eksempelvis medium/high i stedet for ultra high?

    Personligt er en af interessegrundene, for mit vedkommende med Stadia netop det at kunne undgå en eller flere PC opgraderinger for mere grafisk lir, fordi jeg forventede, at Stadia altid vil leverer den bedste grafiske oplevelse et spil kan byde på. Men hvis det ikke er tilfælde så vil jeg da tænke, at Stadia ser mindre interessant ud.

  2. Tak for en spændende gennemgang. Har selv bestilt Stadia som desværre først kommer i slutning af næste uge.
    Latency har været min største bekymring hvis den er “ok” og ikke forstyrende så er det godt nok for mig. Kan ligeledes læse der kommer en Stadia server i Danmark, så kan det kun blive bedre.

    Oliver.
    Du kan teste din hastighed her og se hvilken opløsning du vil kunne spille i.
    https://store.google.com/product/stadia_learn

  3. Jeg har en Stratus XL controller her, og den ligner da disse Stadia controllers utrolig meget, hvis ikke lige det er for den knap i midten i bunden som Status ikke har , men farven og udseende er da det samme.

  4. #4
    Har testet for længe siden. Har over 100 mbit så det skulle være no problem.

    #5 Det var det der var i mine tanker og så forsvinder pointen for mit vedkommende med Stadia. Jeg vil gerne betale for en streaming service som Stadia og eventuel acceptere en smule højere latency end hvis hardware var herhjemme på bopælen, men så skal servicen også leverer spillet i højeste mulig “graphic fidility” – altid. Og det ser det jo slet ikke ud til.

    Måske det kan skyldes det er launch og Google ikke har drejet alle hjulene på max, men min skepsis for Stadia er der steget nogle grader og jeg tror jeg venter til Cyberpunk 2077 og ser til den tid om der er sket ændringer eller jeg må bide i det sure æble og investere i en ny PC nok engang.

  5. Fed artikel @chrism! Jeg er fascineret af mulighederne som Stadia har potentialet til at indfri, men er lidt spændt på om det får nok succes til at nå den slags højder.

    Det lyder som om at input-lagget bliver en seriøs hæmsko for Stadias udbredelse til ‘hardcore gamers’. Håber at det er noget, som Google kan få fikset inde så længe.

  6. #9 Det koster 69kr. for Stadia Pro. Stadia Base kommer næste år, og det er gratis. Hvert enkelt spil koster penge. Hvis du har Stadia Pro får du dog ét gratis spil om måneden (du vælger ikke selv), og der kommer til at være rabatter på andre spil.

  7. #11 Eller vent på Stadia Base og spil med en controller, du allerede ejer. Så er du kommet af med 0kr.:) Så skal du bare købe spil. Eller du kan snuppe Pro til de 69kr. om måneden og få nogle spil med i prisen.

    De 999kr. dækker i øvrigt både controller, Chromecast Ultra og 3 måneders Pro (så nej, du skal ikke betale 69kr. yderligere om måneden de første 3 måneder), hvilket pt. giver adgang til Destiny 2 og Samurai Shodown uden merbetaling. Og der bliver tilføjet flere gratis spil til Pro som månederne går. Alt i alt er det altså slet ikke en så dårlig deal, som du forsøger at få det til at lyde som.:)