Så har Gabe Newell taget bladet fra munden omkring den kommende Steam Box, der har kodenavnet “Bigfoot”. I et eksklusivt interview med The Verge deler han ud af tanker og ideer omkring, hvad Valve’s kommende hardware-udspil bliver i stand til. Et kernepunkt i interviewet er, at Steam Box tager en åben tilgang til dens indhold. Det bliver en Linux-maskine, der er nem at installere Windows på, hvis man som køber ønsker det. Ligeså med f.eks. adgang til Netflix. Faktisk var Newells svar, at “…du kan gøre præcis, hvad du vil”, da han blev adspurgt om netop Netflix, så mængden af tilgængelige tjenester lader til at blive helt op til den enkelte bruger at bestemme. Læs mere inde i nyheden.
Ideerne til Box’ens åbenhed inkluderer også selve Steam. Frem for blot en enkelt butik, som Steam har nu, leger Valve med tanken om at lade folk oprette deres egne butikker, hvor indholdet er helt op til den enkelte at bestemme. De kan f.eks. tilbyde spil fra bestemte udgivere, spil fokuseret på multiplayer og lign. Newell fortæller desværre ikke, om disse butikker vil kunne sælge brugerskabt indhold fra Steam Workshop. Lige nu tjener visse folk mange penge på salg af ekstraindhold til spil via netop Steam Workshop’en. Derfor vil en kombination af brugerbutikker og brugerindhold være enormt interessant. Steam Box’ens åbenhed er unægteligt en anden tilgang, end vi hidtil har set fra Nintendo, Microsoft og Sony og mere i stil med filosofien bag f.eks. Oyua. Læs endelig det fulde interview, der desuden handler om Valve’s mistro til motion-controllere, at bruge Steam Box på mange skærme ad gangen, ligesom du kan se billeder af Valve’s nuværende Steam Box-prototype.


























Spændende hvis de får lov til at streame netflix på en linux baseret maskine da det pt. ikke er muligt for os almindelige dødelige, grundet manglen af en silverlight afspiller som understøtter DRM på den platform. Man må håbe at Microsoft så også frigiver DRM delen til moonlight, eller rent faktisk gør så eksempelvis ubuntu brugere på den ene eller anden måde vil kunne drage nytte af netflix.
#1 Du kan “sagtens” få Silverlight på Linux.
Jeg har dog fornemmelsen af at han mente rent generelt og ikke var klar over nogle specifikke begrænsninger.
Medmindre selvfølgelig han ved at Netflix har i sinde at understøtte Linux ordenligt, de gør det jo som sådan allerede med Android.
#2 ikke uden at køre igennem wine og selv der mener jeg faktisk der er lidt problemer når det gælder DRM.
Moonlight er det eneste ordentlige alternativ og det understøtter ikke DRM materiale.