Et af de mere obskure spil, vi kan se frem til at kaste os over i år, er Untitled Goose Game fra australske House House. Præmissen er, at du er en forfærdelig gås (bogstavelig talt), der bruger din tid på at chikanere indbyggerne i en lille landsby, som en gås ville gøre det: Stjæl de intetanende landsbyboeres mad, jag dem rundt i byen, smid deres vasketøj på jorden og meget mere.

Denne gåsesimulator, der sandsynligvis er den første af sin slags, var sat til udgivelse tidligt i 2019. Desværre har House House nu meldt følgende ud på Twitter:

Tilsyneladende bliver selv de australske udviklere ikke skånet, når gåsen er ude på ballade, og udgivelsen rykkes derfor til en endnu ukendt dato. Vi ved kun, at der stadig sigtes efter en udgivelse i år.

Dette titelløse gåsespil kommer til Nintendo Switch og PC. Undertegnede krydser fingre for, at House House bruger deres sunde fornuft og kalder spillet Titled Goose Game. I så fald køber jeg det på udgivelsesdagen.

Ser du frem til at få muligheden for at være en træls gås?

2 KOMMENTARER

  1. Ting som det her, Goat Simulator, I am Bread, Humans Fall Flat osv er det bedste ved indie-udviklere. Jeg er sikker på, det nok skal blive hylende skægt at terrorisere som en gås.

  2. #1 Af de nævnte har jeg kun spillet Human Fall Flat. Det er hylende morsomt i co-op.:D Untitled Goose Game ser også ud til at være tilpas dumt til, at det bliver underholdende.