Head Honcho hos Ubisoft, Yves Guillemot, har netop afholdt en åben konferencesamtale med investorerne. Her kunne han fortælle, at Ubisoft vil udvikle fremtidige spil til både den nuværende og den nye generation af konsoller på samme tid. Sådan vil det være i de første to år af den nye generations levetid. Derfor kunne Yves Guillemot heller ikke sige, hvorvidt omkostninger til udvikling på de nye konsoller rent faktisk bliver dyrere. Det finder Ubisoft først ud af efter godt tre år, hvor de kan begynde at fokusere udelukkende på den nye generation og sikkert udnytte hardwaren langt bedre. Han regner dog med, at både indtjeningen og levetiden af next-gen titler vil blive højere og længere grundet DLC og mikrobetalinger, noget som har sneget sig ind i nærmest alle AAA-titler i løbet af de sidste par år. Yves Guillemot satte ikke navn på nogen af de titler, der lige nu bliver udviklet til begge generationer. Men mon ikke vi kan vædde et par hatte af mug på det imponerende Watch Dogs? Det var i hvert fald det første spil til E3 2012, hvor vi kom i tvivl om, hvorvidt det var til den nuværende generation. Anden del af samtalen gik på Ubisofts overraskende £26 millioner store tab i det første halve finansår. Men på trods af de negative tal spås Ubisoft et forrygende efter og en stærk vinter, primært på grund af Assassin’s Creed III – der er firmaets bedst sælgende spil nogensinde – og det ventede Far Cry 3. Ubisoft forventer selv en omsætning på godt £985 millioner for det samlede finansår 2013.

























