Ubisoft vil meget gerne have racing-fans til at dedikere sig til The Crew 2. Med en netop udgivet trailer, fortæller spillets Live Content Manager, Sofiane Brahimi, om de tiltag spillerne kan forvente i spillets første leveår.
Brahimi garanterer at der ikke vil være nogen paywall, ligesom spillets community ikke vil blive delt, af spillernes egne investeringer. Dertil vil to nye køretøjer blive lanceret hver måned.
Køber man et season pass eller Gold Edition af The Crew 2, vil man få adgang til spillet tre dage før alle andre, ligesom nogle eksklusive fartøjer vil være tilgængelige allerede fra første dag.
Med tre måneders mellemrum bliver nyt indhold gjort tilgængeligt for alle, i form af nye aktiviteter, som angiveligt skal ændre måden man spiller The Crew 2 på. Septembers tilføjelse har fået titlen Gator Rush, mens december kommer til at byde på en helt ny PvP-mode.
The Crew 2 udkommer d. 29. juni 2018 til PC, Xbox One og PlayStation 4.


























