I dag hæver vi ikke et øjenbryn, når et spil kommer med “rigtige” sange, altså musik hvor spiludviklerne har fået licensen til at benytte sig af numrene i deres spil. Men da det oprindelige Tony Hawk’s Pro Skater udkom i 1999, blev folk blæst fuldstændig væk af et vanvittig godt soundtrack. Dengang var vi nemlig ikke vant til at høre kendte toner i vores spil. Derefter blev Tony Hawk’s spil berømte for at levere nogle af spilverdenens bedste lydsider. Kun Rockstar kunne følge med på samme niveau med deres Grand Theft Auto-serie. Derfor er soundtracket til den kommende HD-opskalering af de klassiske Pro Skater-spil ventet med spænding. Activision har nu afsløret de 16 numre, der kommer til at danne det musikalske lydtæppe i spillet. Det er et mix af gamle og nye numre. Af gammelkendte kunstere vender blandt andet Anthrax, Goldfinger, Millencollin og Bad Religion tilbage. De nye bands er ikke mindre svedige, og tæller navne som Telekinesis, Middle Class Rut, Lateef the Truthspeaker og Pigeon John. Det bliver virkelig fuld spade på lydsiden, og det kunne næppe være bedre. Numrene blev afsløret i et interview med Robomodo via Soundvision.

























