Lige siden de tre ex-BioWare folk sparkede gang i deres succesfulde Kickstarter for The Banner Saga, har vi ventet utålmodigt på at se spillet i aktion. Det ønske får vi nu opfyldt i Stoics seneste video. De spenderer dog de første godt syv minutter af videoen på at snakke om Kickstarter Rewards og lignende. Vil du direkte til fremvisningen af det taktiske kampsystem, så skal du holde spoleknappen lidt nede. The Banner Saga kan nok bedst beskrives som et rollespil med turbaseret strategisk kamp viklet ind i en miniserie om vikinger, og så har serien en virkelig flot visuel stil. The Banner Saga udkommer engang næste år. Men inden det fulde spil udkommer, har Stoic lovet, at de vil levere et mindre spil – Banner Saga Factions – med fokus på kampsystemet. Det har dog heller ingen fast dato. Men kast dig over videoen under nyheden, den er fyldt med sjove, små detaljer om spillet og udviklingen.