Vi kan ikke lige dy os for at følge yderligere op på kontroverserne imellem Electronic Arts (EA) og Take-Two Interactive. Efter begge firmaer i går var mere end aktive i medierne, er det bl.a. kommet frem at Electronic Arts allerede for et år siden var meget tæt på at købe Take-Two. Det var den nu meget ivrige EA-chef, John Riccitiello, som engang anbefalede et nej. Flere analytikere har også reageret siden i går, hvor bl.a. Wedbush Morgans Michael Pachter har kaldt EA’s tilbud for mere end generøst (mere på Gamesindustry.biz). Efter uroen er Ubi Soft også begyndt at røre på sig. Det er dog nok Take-Two som smiler bredest i dag. På baggrund af den store omtale, er deres aktier steget 50 % i værdi og næsten på det niveau som EA har tilbudt.