Electronic Arts og BioWare har ramt plet med Star Wars: The Old Republic. Ved en intern investor-konference kunne Electronic Arts CEO John Riccitiello fortælle, at spillet havde rundet de 1.7 millioner registrerede spillere. Det er yderst flot klaret, set i lyset af, at spillet kun har lidt over to måneder på bagen. Og spillertallet bliver ved med at stige støt. Fortsætter tilstrømningen af spillere, vil SWTOR snart have over 2 millioner betalende spillere. Ifølge analysefirmaet Cowen & Company vil SWTOR sagtens kunne nå og bagefter fastholde de 2 millioner spillere. Her på redaktionen tror vi, at 2 millioner er lavt sat. For SWTOR er ikke lanceret i østen endnu. Det sker senere i denne måned. Selvom de ikke er rabiate Star Wars fans på det asiatiske marked, så finder man næppe nogle mere vanvittige MMO spillere andre steder i verden. Rent økonomisk er spillet allerede en givtig forretning. For SWTOR skulle “kun” samle 500.000 spillere, for at give overskud. Vi har lige haft Razerfish i Texas for at kigge nærmere på SWTOR og nogle af de danske klanspillere. Vi kommer snart med lidt skriverier derom!

























