Der er for tiden ganske god udskiftning i top fem over de bedst sælgende spil i Storbritannien. Det er den tid på året, hvor de allerstørste titler ankommer og ikke helt uventet, var det i sidste uge Electronic Arts’ Star Wars: Battlefront som tog sig af topplaceringen. Det er ifølge GfK Chart-Track den største britiske Star Wars-lancering til dato og årets fjerde største spillancering. Ifølge Player Stats Network (via NeoGAF), er det PS4-udgaven som for alvor rykker igennem med flere spillere end PC og Xbox One til sammen. Sidste uges nummer ét, Fallout 4, må denne gang tage til takke med tredjepladsen. Andenpladsen er blevet generobret af Black Ops III. Star Wars: Battlefront har også fået fanget et par Daily Rush’ere, som måske ikke helt selv havde ventet det.

























