Ubisoft har nu annonceret Splinter Cell: Echoes. Det er ikke et nyt spil, men en tegneserie. Echoes skal danne bro imellem Splinter Cell: Conviction fra 2010 og Splinter Cell: Blacklist, der udgives til marts i 2013. Vi har ingen udgivelsesdato på tegneserien, men mon ikke den rammer gaden kort tid før Blacklist udkommer? Echoes bliver skrevet af Nathan Edmondson, der blandt andet er kendt fra Iron Man. Billeder leveres af den britiske illustrator Mark Laming. Det er ikke første gang Ubisoft kaster sig over et større tegneserie-projekt. Assassin’s Creed tegneserie The Fall er blevet rigtig godt modtaget. Vi håber på samme høje standard i Splinter Cell: Echoes.

























