Ud af det blå har Amazon Germany afsløret The Elder Scrolls: Skyrim Premium Edition. Udgivelsen er bekræftet af Bethesda, men kun til visse europæiske lande så som Tyskland og Storbritannien. Premium Edition indeholder et kort, en t-shirt, postkort med artwork, en bog ved navn The Infernal City: An Elder Scrolls Novel samt en DVD med trailere, walkthroughs, musik og en 600 sider lang strategibog i PDF-format. Underligt nok nævnes der intet om udvidelserne til Skyrim. Men set i lyset af, at Bethesda har store problemer med at få dem til at spille på Playstation 3, skal vi nok skyde en hvid pil efter dem i den ellers flotte Premium Edition. Bethesda har ikke nævnt noget om andre regioner end Europa. Men mon ikke den annoncering snart kommer. Udgivelsen er sat til den 7. december, og har du endnu ikke været en tur i Skyrim, skal du gøre dig selv den tjeneste at tage afsted! Vi gik helt i selvsving over spillet sidste år, og har du en halv times tid, kan du jo kværne dig igennem vores begejstrede anmeldelse af Skyrim.