Danske World Simulation Software – tidligere kendt som MediaMobsters – har nu kastet håndklædet i ringen og er taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten. Den lille danske spilproducent slog for lige godt 18 måneder siden igennem med deres Gangland, som ellers fik pæne ord med på vejen af anmelderne. World Simulation Software skulle bare sælge 70.000 enheder for at få investeringen til at løbe rundt og havde projekteret med et salg på 300.000 enheder. Sidste år bejlede firmaet til Microsoft, men det endte alligevel med en (mindre) aftale med Whiptail Interactive. World Simulation Software kastede sig for et halvt år siden over spil til Nintendo GameBoy, men heller ikke det har været nok til at holde firmaet i live. Det er desværre mere reglen end undtagelsen og der bliver mindre og mindre plads til de små udviklere i spilbranchen som den tager sig ud i dag.

4 KOMMENTARER

  1. Hvem vil dog købe et konkurs-bo???

    Det er da ærgerligt at de er gået neden om og hjem, men branchen er hård og kun de bedste/største overlever…

  2. Hvis de har noget godt på tegnebrættet, en god teknologi eller nogen gode ansatte, så er det da absolut relevant at opkøbe et sådan firma.

  3. Nej markedet er desværre sådan at de spil der bruger mest på marketing og grafik sælger. Der er ikke plads til innovation i dagens marked. Hvilket er en skam. For hvor havde spil som Wolfenstein, Dune 2 og Maniac Mansion været uden innovation?

    Det er desværre trist at kun store kanoner som EA kan sælge spil.