Hvad mon spillet går ud på? Sådan kunne du måske tænke, når du står med en obskur spiltitel som Beyond the Beyond eller Psybadek. Men med Shoot Many Robots, ved du ligesom, hvad du går ind til, så snart du har læst titlen. Spillet udkom for kort tid siden på Xbox Live Marketplace, og nu er det så på vej til PC via Steam, hvor det lander den 6. april til en pris på $9.99, som jo i Danmark bliver lavet om til €9.99, selvom det er bunduretfærdigt. Hvis du forudbestiller det via Steam, får du et par lækre små bonuser. Du får en Gordon Freeman-dragt til din karakter, og så vil nogle af de fjendtlige robotter ligne de velkendte turrets fra Portal. Se det er en pre-order bonus, der er noget værd. Shoot Many Robots er et utroligt solidt spil, hvor gameplayet og de tonsvis af loot, der konstant vælter frem, nok skal garantere underholdningen. Den eneste anke ved spillet er det lidt uinspirerede banedesign.

























