Der er stadig liv i trenden med at minificere klassiske konsoller. Den seneste mini-maskine kommer fra Sega, som i forbindelse med firmaets 60-års fødselsdag og den håndholdte konsol Game Gears 30-års fødselsdag introducerer Game Gear Micro.

Den oprindelige Game Gear kom på gaden i Japan i 1990 og var en direkte konkurrent til Nintendos Game Boy. Den solgte omkring 11 millioner eksemplarer, hvilket bestemt ikke er noget dårligt tal, men i sidste ende kom Game Boy til at dominere markedet for håndholdte spil.

Du kan se den japanske annoncering af Game Gear Micro her:

Alle de minificerede konsoller er små, men i dette tilfælde skal Micro tages meget bogstaveligt. Maskinen er kun 80mm bred, 43mm høj og 20mm dyb og skærmen er helt nede på 1,15″. Den er med andre ord virkelig lille og det i en grad, der grænser til det komiske.

Der er i alt 16 spil til maskinen, men hver Game Gear Micro kommer kun med fire indbyggede spil. De 16 titler er fordelt ud over fire maskiner i farverne sort, blå, rød og gul. De 16 spil er:

Sort

  • Sonic The Hedgehog
  • Out Run
  • Royal Stone
  • Puyo Puyo 2

Blå

  • Sonic & Tails
  • Gunstar Heroes
  • Sylvan Tale
  • Baku Baku

Rød

  • GG Shinobi
  • Columns
  • Megami Tensei Gaiden: Last Bible
  • Megami Tensei Gaiden: Last Bible Special

Gul

  • Shining Force
  • Shining Force II
  • Shining Force: Final Conflict
  • Nazo Puyo: Aruru No Ru

I Japan kommer hver maskine til at koste 4.980 yen. Det svarer til lidt over 300 kroner, men priserne udenfor Japan kendes ikke endnu.

Køber man pakken med alle fire Game Gear Micro, som står i 27.255 yen eller omkring 1.670 kroner, får man en opdateret udgave af Game Gears Big Window med. Og hvad er Big Window så? Et forstørrelsesglas… Nej, det er ikke nogen joke, men i det mindste er det en løsning på problemet med den mikroskopiske skærm.

Game Gear Micro udkommer i Japan den 6. oktober, som er den gamle Game Gears 30-års fødselsdag.

15 KOMMENTARER

  1. #2 Ja. Projektet er i det hele taget lidt sært – og det kommer fra én, der ellers generelt er ret begejstret for retro-spil.

  2. Det virker umiddelbart som noget der er ubrugeligt på mange plan Mega trist, da SEGA ellers har gjort det glimrende med deres MD mini. Det ville være lækkert med en Saturn mini.

  3. Kom med en Dreamcast, så kan vi snakke om det!

    #3: Hvem tror på sådan en forretningsmodel nu om dage, hvor vi skal drosle ned på enheder af hensyn til miljøet?

  4. Havde en game gear dengang jeg var 10-12 år. På trods af farveskærm var jeg stadig mere glad for min gameboy med monochrom skærm, kan jeg huske.

  5. De er heller ikke helt tro mod den originale maskine.

    Game Gear var en 8-bit maskine og man kunne sågar få en adapter, så man kunne indsætte et Sega Master spil direkte i maskinen.

    Et spil som Gunstar Heroes var et Genesis/Mega Drive spil, dermed 16-bit og kunne ikke fåes til den oprindelige maskine.

    Der er muligvis nogle af de andre titler, hvor det også er gældende. Bevares Gunstar Heroes er nok det spil af dem allesammen, som jeg helst vil spille

    Det kunne være at jeg skulle støve min originale Game Gear af og se om den stadig funker, heh.