I disse dage er der stort fokus på Red Dead Redemption 2 fra Rockstar Games. Det kan dog tyde på, at næste projekt fra den populære udvikler, er en genoplivning af en spilperle fra 2006.

Der er naturligvis tale om Bully (eller “GTA Light“), som altså oprindeligt blev udgivet til PlayStation 2, og senere genudgivet i remastererede versioner på andre platforme, med undertitlen Canis Canem Edit.

Ifølge siden Rockstarintel er Rockstar Games ved at caste skuespillere til et fremtidigt projekt, og nogle af beskrivelserne kan tyde på, at skolegården igen skal gøres usikker. De søger teenagere og unge skuespillere, og en af rollerne der skal indtages er angiveligt en ”college professor”. Motion capture-arbejdet skal finde sted i Pinewood Studios i London. Følgende beskrivelse indikerer også, at der kan være noget om snakken:

“Mild violence and profanity will be used in scenes with the young performer. The project itself is a thriller/drama and all scenes with the young performer will be handled with sensitivity.”

Det er endnu blot på rygtebasis, og Rockstar Games har ikke selv meldt noget officielt ud. Tag derfor nyheden med et gran salt. Det kan dog se ud som om, at dem der spændt venter på et nyt Grand Theft Auto, altså må en tur på skolebænken og dele olferter ud.

Personligt kan jeg godt vente på mere GTA, og tanken om en efterfølger til Bully, går rent hjem hos mig. Hvad tænker rusherne om rygtet?

5 KOMMENTARER