Det har ellers været ret nemt at holde styr på nummererede udgivelser i Call of Duty-serien, men ifølge flere kilder, kan det nu blive bøvlet at omtale Modern Warfare-spillene, uden at skabe en del forvirring.

Når næste Call of Duty-spil udgives til efteråret, vil den fulde titel angiveligt være Call of Cuty: Modern Warfare, altså uden becifring der indikerer, at der er tale om det næste spil i serien. Der er altså ikke tale om Call of Duty 4: Modern Warfare fra 2007, eller Modern Warfare Remastered fra 2016, men derimod et helt nyt spil, med en titel der får denne skribent til at sukke opgivende.

Det er Twitterbrugeren LongSensation som har meldt det ud, og til trods for at det virker som en absurd titel, så har Kotakus Jason Schreier bekræftet at den altså er god nok:

Jeg har en teori om, hvorfor spillet ikke har fået den åbenlyse titel, som naturligvis burde være Call of Duty: Modern Warfare 4: det vil være noget nær umuligt at skelne mellem denne titel og det første Modern Warfare i forskellige søgeportaler, onlinebutikker og lignende, når det forbistrede 4-tal også skal med i titlen. Om det bliver nemmere at skelne de to spil fra hinanden uden en decideret becifring, må tiden vise. Vi ved naturligvis bedre, men forældre eller bedsteforældre som skal købe Modern Warfare i julegave via en onlinebutik, kan godt risikere at blive en kende forvirrede.

Andre mere kringlede teorier er jeg meget lydhør over for.

4 KOMMENTARER