Det er mange år siden Tony Hawk’s Pro Skater var en serie man slavisk fulgte med i. Personligt skal jeg helt tilbage til PlayStation 2-æraen, før jeg mindes at have et værdigt spil fra den front i hænderne. Med den snarlige udgivelse af Tony Hawk’s Pro Skater 1+2, er en Warehouse demo gjort tilgængelig for dem der har forudbestilt spillet, og de første reaktioner indikerer, at det bliver en virkelig solid udgivelse vi får til september.

Overskrifter hos hhv. Kotaku, Polygon og Eurogamer taler i hvert fald et tydelig sprog: “Damn good”, “Everything I wanted it to be” og “Does justice to one of the greatest demos of all-time” er ikke ligefrem små ord til at beskrive den blot to minutter lange demo.

Demoen bliver især rost for styringen, som Tony Hawk-veteraner hurtigt vil finde sig godt til rette i. Vil man lulles lidt mildere ind i oplevelsen, kan man for eksempel justere hvor meget assist man vil have til grinds. Polygon nævner at de opdaterede teksturer får spillet til værdigt at stå side om side med moderne udgivelser, til trods for at det ikke engang føles nødvendigt at have dem med. Inklusionen af en rewind-funktion kaldes “interessant”, og skal nok også hjælpe med at få de vildeste combo‘er helt i mål.

Har du forudbestilt Tony Hawk’s Pro Skater 1+2, vil Warehouse demoen blive gjort tilgængelig for dig den 14. august, altså i morgen. Vi andre må vente til den 4. september, når spillet udgives til PC, Xbox One og PlayStation 4.

6 KOMMENTARER

  1. Dagens hykleri::

    Husk at man aldrig skal forudbestille spil! Meeeeeeeeen hvis nogen af jer alligevel skal vælte rundt i varehuset i morgen, så lad lige os andre vide hvad I synes om det!

  2. Håber ingen skriver, vi skal boycutte den slags ting som det her for at sende et signal, man skal forudbestille for at prøve en demo er det mest idiotiske koncept ever.

  3. #2: Helt enig. Formålet med en demo bør vel være at give en smagsprøve på et spil, så man kan vurdere om det er et spil man ønsker at investere i.