Den 6. juli kunne Pokémon GO fejre 3-års fødselsdag. Dette har givet Sensor Tower anledning til at gøre status. Selv med en god portion jysk beskedenhed kan Niantics AR-mobilspil ikke betegnes som andet end en kæmpe succes. Pokémon GO har indtil videre omsat for imponerende $2,65 milliarder (17,58 milliarder kroner). Det er mere end både Candy Crush Saga og Clash Royale præsterede de første 3 år, men ikke helt på højde med Clash of Clans.

Pengene sidder løsest hos de japanske og amerikanske spillere, som samlet set har stået for hele 64% af omsætningen. Amerikanerne har brugt $928 millioner (6,16 milliarder kroner), imens spillerne fra Pokémons hjemland har brugt $779 millioner (5,17 milliarder kroner).

Med 3 år på bagen kunne man fristes til at tro, at både interessen og indtjeningen ville være nedadgående, men dette er ikke tilfældet. Årets første seks måneder har givet en omsætning på $395 millioner (2,62 milliarder kroner), hvilket er en stigning på 19% sammenlignet med samme periode sidste år. Sensor Tower estimerer, at den samlede omsætning vil runde $3 milliarder (19,91 milliarder kroner), inden året er omme.

Da Pokémon GO er downloadet 521 millioner gange, har hver download i gennemsnit resulteret i en omsætning på lige over $5 (33 kroner). Undertegnede ligger lidt over gennemsnittet, men det snakker vi ikke for højt om.

Har du spillet Pokémon GO? Og har du i så fald brugt penge på det?

7 KOMMENTARER

  1. Jeg spiller det stadig. Har mine små pauser men ellers giver jeg den gas.
    Jeg bruger penge på spillet men det er små mængder, det afhænger af hvor meget jeg og fruen spiller og hvor meget aktivitet der er i byen (Borup)

    Vi er skide godt underholdt og glæder os til der kommer mere nyt indhold.

  2. Jeg holdt delvist op med at spille det efter “sommerdille” sæsonen var overstået, og gav det endnu et forsøg senere hen. Gad dog ikke at vende tilbage efter jeg fandt ud af, at de “nyere” pokémoner er kommet hjem.

    De oprindelige 150(151?) = Ja tak!

    De nyere = nope herfra.

  3. Spiller det selv enormt meget i perioder – især i sommermånederne. Er mega poke-fan og bruger selv en gang imellem nogle stykker af 6 kroner for at få lidt pokedollars til incubators. Tingen er, at det er da meget også voksne mennesker som spiller det (på et højt niveau) og hvis vi hellere vil bruge 100 kroner en måned på det spil end vi vil bruge det på den dér burger eller lignende, så har vi jo overskuddet til det.
    Det er jo ikke så underligt, når Pokemon (som franchise) bliver marketed til børn og spillet af voksne!