Var du fan af Mako’en i Bioware’s Mass Effect, har du sandsynligvis ærgret dig over dens udebliven i Mass Effect 2. Men fortvivl ikke; ifølge Voodoo Extreme kan du snart se frem til endnu engang at navigere diverse planeter i et køretøj. Her er dog ikke tale om en genoplivning af Mako’en, men derimod om introduktionen af den Hammerhead-tank, der indtil videre har stået og hygget sig i The Normandy’s lastrum. Bioware inkluderer Hammerhead’en i det kommende Firewalker-DLC, som udkommer i slutningen af marts måned. Firewalker indeholder i alt fem missioner, hvor man kan afprøve den svævende tank. Meget belejligt affyrer den styringsassisterede missiler, der sikrer at manøvrering ikke lider på bekostning af præcision. Det er uvist om Hammerhead’en frit kan udforske planeter på linje med Mako’en, eller om der stadig er tale om meget designede missioner. Uanset hvad bliver den et interessant bekendtskab.