Svenske Massives debuttitel Ground Control slår med disse nye screenshots fast, at det bliver det flotteste RTS spil på markedet, og nu kommer der også en PlayStation 2 version.
Det er slet ikke så ringe gået af vores svenske venner fra lige ovre på den anden side af sundet. Massive Entertainment, der har base i Malmö, er efter godt to års udvikling næsten klar til at løfte sløret for hvad der uden tvivl vil være det flotteste RTS spil, når det bliver udgivet. Navnet er selvfølgelig Ground Control, og er firmaets første PC spiludgivelse.
Men Massive har ikke tænkt sig at lade det faktum, at det er deres første spil skinne igennem. De har i samarbejde med firmaets udgiver Sierra allerede kastet sig ud i en PlayStation2 konvertering, hvor de dog kun vil have en supporterende rolle, men ikke desto mindre være indvolveret. Og som om det ikke skulle være nok, er firmaet også lige gået på den svenske børs. Svenskerne spilder bestemt ikke tiden.
Når man ser nedenstående screenshots, er det dog heller ikke svært at forstå, at det går Massive så godt som det gør lige nu. Spillet bruger hele farvepaletten, og detaljerne helt op tæt på er uhyrt gode for et spil i denne genre. Hvis gameplayet kan leve op til grafikken, kunne Massive meget vel sidde med en Starcraft og Age of Empires beater på hånden.
Interesseret i at læse mere om Ground Control? Prøv f.eks. GameSpys hands-on preview eller spillets officielle site.





























