Nordic Game har taget initiativ til at samle de nordiske kræfter ved den kommende Game Developers Conference 2008 (GDC 08) i San Francisco. Det vil i år udmønte sig i mere end 40 forskellige nordiske firmaer fra spilbranchen som tager den lagen vej til GDC 2008. Nordic Game har tillige en fælles stand, hvor folk kan samles. Vi bringer her dagens pressemeddelelse og vi er naturligvis også på pletten, så snart GDC 2008 går i luften.


Nordic Game er vært for mere end fyrre nordiske spiludviklere, udgivere og organisationer ved Game Developers Conference i Moscone Convention Centers store haller i San Francisco.



Det store opbud af firmaer der deltager på Nordic Game-standen ved Game Developers Conference (GDC) og ved Game Connection (GC) 2008 demonstrerer endnu engang Nordens imponerende bredde og dybde som kreativ ”hot spot”-region når det gælder udviklingen af computerspil.



Tredive nordiske spiludviklere, udgivere og brancheorganisationer vil i dagene fra den 20.-22. februar 2008 udstille på fællesstanden Nordic Game, der ligger placeret i konferenceområdet North Hall (booth #5605), som er det største udstillingsområde på GDC 2008. Derudover deltager femten nordiske spilfirmaer i GC America, en business-to-business-event, som bliver afholdt parallelt med konferencen.



Blandt de mange Nordic Game-udstillere på årets GDC finder man navne som finske Bugbear Entertainment, det prisvindende spilfirma bag action/racerspilserien FlatOut, som har solgt millionvis af kopier, islandske CCP Games, der står bag udviklingen af onlinerollespillet EVE Online, og Zeitguyz, et dansk udviklerhold, som præsenterer deres kommende AAA-titel Recoil: Retrograd.

1 kommentar