Electronic Arts har netop frigivet den officielle trailer for Need for Speed Heat, som udkommer til PC, Xbox One og PlayStation 4 den 8. november 2019.

For 14 dage siden lovede EA at de ville præsentere det næste Need for Speed, og det er så sket nu. Efter eget udsagn vil Need for Speed Heat byde på “the ultimate street racer versus cop fantasy”. Traileren emmer af neonlys, hårdkogte racere og adskillige blå blink, som det efterhånden forventes af serien; det er i hvert fald svært ikke at drage paralleller til Grand Theft Auto: Vice City.

Det er svenske Ghost Games der står for udviklingen, og der loves flere biler, mere costumization, og større udfordring end tidligere spil har kunne prale af. Især muligheden for at personliggøre sine slæder, tiltaler i hvert fald undertegnede.

En gigantisk anke ved offentliggørelsen, er at der også vil være et decideret narrativ, hvilket var et af mine største kritikpunkter ved Need for Speed Payback fra 2017. Med den tone der lægges for dagen i den nye trailer, er forventningerne til en fængende historie grænsende til ikke-eksisterende. Jeg holder stadig på, at Need for Speed er bedst tjent uden generiske karakterer, som ihærdigt prøver at overgå hinanden i verbale klichéer, om hvis fartøj der kan give mest baghjul. Men Need for Speed Heat skal da være velkommen til at overraske.

Need for Speed Heat udkommer som sagt den 8. november, men abonnerer du på EA Access eller Origin Access, kan du træde sømmet i bund allerede fra den 5. november.

2 KOMMENTARER