Er du bidt af en gal nano-dragt, kan du få noget af lysten stillet, når EA frigiver en multiplayer-demo af Crysis 3 den 29. januar. De har sendt os en pressemeddelelse om, hvad de kalder “en af årets største “sandkasse”-skydespilsoplevelser” (jeg sværger – EA har selv oversat den). Demoen, der kører indtil den 12. februar, lander på PC, Playstation 3 og Xbox 360. Den byder på to spilvarianter: Crash Site er spillets navn for King of the Hill, mens Hunter er en ny måde at spille på og lader to spillere lege camouflerede jægere, der skal nedlægge et hold på 14 modstandere i PC-versionen og 10 modstandere på konsollerne. Både Crash Site og Hunter blev vist frem i oktober sidste år. Demoen lader os ydermere prøve kræfter med den den nye og imponerende Predator-bue, som vi bragte en video af i december måned. Som bekendt er EA også meget interesserede i at inkludere social funktioner i deres spil, og demoen inkluderer det nye New York Feed, der viser dig dine venners og dine egne præstationer, ligeså du dynamisk modtager en lang række udfordringer, du kan vælge at give dig i kast dem. Måske dynamiske achivements? Ja, hvorfor ikke? Du finder pressemeddelelsen under nyheden.

REDWOOD CITY, Californien – den 23. januar, 2013 – Electronic Arts Inc. og de prisvindende spiludviklere fra Crytek GmbH annoncerede i dag, at man vil starte en åben multiplayer-beta for en af årets største “sandkasse”-skydespilsoplevelser, Crysis 3, den 29. januar til Xbox 360®, PlayStation®3 og PC. Den omfattende beta, der kommer til at inkludere to holdbaserede spilvarianter og to baner, giver spillerne mulighed for at forsøge at mestre deres nanodragts superkræfter. Crysis 3-multiplayer-betaen vil køre i to uger og giver samtidig spillerne chancen for at få et forspring i forhold til konkurrenterne, inden Crysis 3 udkommer den 21. februar i Europa.

“Med Crysis 3 præsenterer vi Crysis-seriens mest omfattende og stærke multiplayer-oplevelse til dato,” sagde Cevat Yerli, CEO hos Crytek. “Vi har lyttet meget til vores fans og har videreudviklet multiplayerdelen i Crysis 3 ved at tilføje en lang række nye spilfunktioner – inklusive den unikke “Hunter”-spilvariant, dødbringende nye våben som fx Predator-buen, flere valgmuligheder og nyt udstyr, man kan få adgang til løbende, forbedrede opgraderingssystemer og flere sociale funktioner som fx ”New York Feed”. Tilsæt dertil det ultimative våben i form af spillets nanodragt, og så har du en multiplayer-oplevelse, der adskiller sig fra alt andet, man tidligere har set.”

Fra den 29. januar og frem til den 12. februar vil Crysis 3-multiplayer-betaen give adgang til to af de otte spilvarianter i Crysis 3. I “Crash Site” skal spillerne sikre og forsvare udvalgte positioner, mens man optjener point for de fjender, man nedlægger, og for ens evne til at holde modstanderne på afstand. Derudover får den spændende og helt nye ”Hunter”-variant sin debut i Crysis 3. I denne asymmetriske og tidsbaserede spilvariant kæmper 2 spillere mod 10 (2 mod 14 på PC’en) i slag, der indledes med to camouflerede jægere, som skal forsøge at nedlægge 10 fjendtligsindede CELL-soldater. Bevæbnet med kun deres forstærkede nanodragter og den dødbringende Predator-bue er det nu op til jægerne systematisk at snige sig ind på og dræbe CELL-fjenderne, der til gengæld må forsøge at samarbejde som et team i forsøget på at overleve, indtil tiden løber ud. Som et særligt twist bliver CELL-krigerne, når de er blevet dræbt, genfødt som jægere og slutter sig til deres nye makkere i forsøget på at eliminere de resterende CELL-styrker, før klokken falder i slag. Crysis 3-multiplayer-betaen vil også præsentere 2 af spillets 12 visuelt fantastiske baner: Airport og Museum. Begge giver spillerne en smagsprøve på den frodige byregnskov og de taktiske “sandkasse”-udfordringer, der venter dem i New York City’s Liberty Dome.

Sammen med Crysis 3-multiplayer-betaen følger også “New York Feed” en helt ny, social in-game-nyhedstjeneste, der viser spillernes og deres venners præstationer, samtidig med at den tilbyder en strøm af dynamiske udfordringer, spillerne kan vælge at prøve. Crysis 3’s multiplayer-del indeholder også en række spændende nye spilfunktioner inklusive “Rip & Throw”, der gør det muligt for spillerne at interagere med genstande i omgivelserne og fx bruge dem som våben eller skjolde, ligesom de får chancen for at styre den slagkraftige “Pinger” – en frygtindgydende, trebenet alien-krigsmaskine med altødelæggende egenskaber.