Det lugtede godt nok lidt af en snarlig udmelding om et nyt Mortal Kombat-spil, efter stemmeskuespilleren Lalo Garza fik talt over sig på Twitter.

Annonceringen er dog officielt kommet nu, og Mortal Kombat 11 (ingen romertal!) har fået sig en yderst drabelig trailer, hvor vi ser to klassiske MK-kæmpere, Dark Raiden og Scorpion, i fuld færd med at tæve hinanden til plukfisk.

I den pressemeddelelse vi har modtaget, nævnes der et Custom Character Variation System, som angiveligt tillader spilleren at modificere sin figur, men det nævnes ikke specifikt om der blot er tale om kosmetiske ændringer, eller om det læner sig mere op af systemet fra Mortal Kombat X, hvor hver figur kan få foretaget små modificeringer til sine evner.

Vi bliver dog meget klogere på Mortal Kombat 11 den 17. januar, hvor udviklerhuset Netherrealm afholder en officiel reveal, som man kan følge med i via Twitch.

Mortal Kombat 11 er planlagt til udgivelse den 23. april til PC, PlayStation 4, Xbox One og minsandten også til Nintendo Switch!

4 KOMMENTARER