God formiddag kære Daily Rush’ere. I morgen går det endnu en gang løs i det sydsvenske, da Nordic Game 2007 starter. Messen er vokset, og især i lyset af sidste års succes, ser vi frem til endnu en spændende og inspirerende oplevelse. Igen i år er der fokus på spiludvikling og de idéer, som ligger til grund for computerspil. Det gør Nordic Game til en anderledes messe, hvor meningsudveksling og debat omkring computerspil er hovedingrediensen. Arrangørerne har nu offentliggjort programmet og der er flere interessante talere og paneldiskussioner, som vi naturligvis vil deltage i. Vi regner ligeledes med at have et galleri oppe i løbet af i morgen eller tidlig onsdag, da vi kommer hjem lidt sent efter en forhåbentlig god “afterparty”.

























