Til min store overraskelse var det jo i går aftens Danmark skulle spille testkamp imod Tyrkiet. Det danske landshold i fodbold kan efterhånden ikke rigtig ophidse mig, selvom gutterne tilsyneladende klarer det ganske udmærket. Testkampe er jo den slags kampe, hvor der ikke er det store på spil og derfor er kampen (for mit vedkommende) naturligvis mindre spændende.
Danskere har en helt forunderlig evne til at se det positive i selv den mest spinkle sejr. Vores landstræner – Morten Olsen – var aldeles begejstret og roste spillerne for en flot første halvleg. Jeg mener nu, at den slags glædesudbrud havde ramt bedre ved f.eks. en semi-finale sejr over f.eks. Frankrig ved det kommende EM denne sommer i Portugal.
Kampens alvor gik dog først rigtig op for mig, da min ellers så veloplagte tyrkiske kioskmand, denne morgen søgmodigt gav mig hånden, sagde tak for kampen og overbragte et tillykke. Se det er sportsånd!
Nu til dagens øvrige bevægelser fra ind og udland:
- Hjernekokken: Det mødte britisk politi et grufuldt syn, da de trængte ind i en lejlighed i London. Her var en mand i gang med at tilberede stegt hjerne for sine to kvindelige gæster.
- Storbarmet kærlighed: Vi kan nu endeligt bekræfte, at den britiske nøgenmodel – Jordan – nu helt og aldeles er faldet for vaskebrættet Peter Andre. Jordan vil nu tillige benytte sit borgerlige navn – Katie Price.
- Yahoo dropper Google: Efter en periode med fryd og gammen i “søgeægteskabet” imellem Yahoo og Google, så vil førstnævnte nu igen til at bruge deres eget og ringere produkt. Vel også på høje tide igen…
- Sune slår til igen: Sune Wagner, som tidligere var frontfigur i Psyched Up Janis, går rent i sammen med Sharin Foo i The Raveonettes. Bandet har det seneste år huseret i USA med stor succes og kunne i tirsdags opleves i Store Vega – til publikum og anmeldernes store tilfredshed.
- Tag den Naomi!: Supermodellen – Naomi Campbell må sande at hendes privatliv er af “almen interesse”. Hun havde først stævnet Daily Mirror for krænkelse af privatlivets fred, men er nu blevet dømt til at betale avisens omkostninger i forbindelse med en sag om behandling af anonyme narkomaner.

























