Selvom Nordic Game efter international målestok ikke ligger inde med den største pengetank, har man netop uddelt kr. 2.5 mio. i støtte til nytænkende nordiske spilprojekter. Vinderne blev præsenteret på den netop overståede D3 Expo i København i forrige weekend. Af de seks firmaer som har fået del af kagen, er de tre fra Danmark. Det største beløb (kr. 600.000) er dog blevet givet til svenske Tarsier Studios AB og deres “The City of Metronome”. Herunder kan se hvilke virksomheder og spil, som folkene bag Nordic Game har valgt at belønne i år.

  • Tarsier Studios AB (Sverige), 600.000 DKK for ”The City of Metronome”. Et spil til bl.a. PlayStation 3 og Xbox 360, hvor lydoptagelser spiller den bærende rolle. En tidlig version af spillet blev allerede sidste år rost til skyerne i medierne, men pga. dets innovative og normbrydende indhold har det indtil nu været svært at finde penge nok til at færdiggøre det.
  • Digital Out A/S (Danmark), 500.000 DKK for ”Asteroid Cowboys”. Et arkadespil beregnet til Xbox 360’s onlinetjeneste Live, hvor man som cowboy i rummet skal indfange asteroider med sin laser-lasso og samarbejde med andre spillere.
  • Frecle I/S (Danmark), 300.000 DKK for ”Youropa”. Et puzzle-spil til PC, der leger med brugernes retningssans. Som youropæer gælder det om at bruge tyngdekraften og generobre verden fra de såkaldte ”Onesiders”.
  • UOVO ApS (Danmark), 300.000 DKK for ”Willinilli”. En internet-baseret, virtuel verden for børn. Gennem en række forskellige spil udfordres børnene til at bruge deres kreative evner, løse problemer og snakke med andre spillere.
  • Funkis Multimedia AB (Sverige), 300.000 DKK for ”Fiske i Sverige”. En titel, der burde være nem at forstå. Man spiller via internettet og kan prøve flere forskellige fiskemetoder og besøge fiskepladser over hele Sverige. Målet er at blive så vild med at fiske, at man får lyst til at prøve det i virkeligheden.
  • Secret Exit Oy (Finland), 300.000 DKK for ”Cinnamon Beats”. Et rytmebaseret spil, hvor det gælder om at bruge instrumenter, køkkenredskaber og andre hjælpemidler til at skabe rytmemønstre og musik, som derefter kan bruges til at udfordre andre spillere.

Udover ovennævnte projekter opnåede to ansøgere at modtage 100.000 DKK hver i støtte, som skal gå til at forbedre deres ansøgninger, således at de kan vende tilbage i 2008’s søgeperiode.