Sony klaskede for nyligt $380 millioner i bordet for Gaikai, cloud-gaming giganten. Men hvad har Microsoft tænkt sig at gøre? GamesIndustry.biz fik en kort snak med Microsoft omkring Sonys nyeste rekvisition, og ligesom Sony, så satser Microsoft stort på cloud-baseret underholdning. Ikke bare spil, men streaming af serier, musik og film. Faktisk er Microsoft i godt gang med at smide underholdning ud til over 40 millioner medlemmer af Xbox Live via cloud-baserede services på nuværende tidspunkt, fortæller en talsmand fra Microsoft. Det vil de fortsætte med via Xbox, Windows 8 og Windows-telefoner, siger talsmanden. Der har været megen spekulation om, hvorvidt Microsoft kunne finde på at købe OnLive, endnu en stor cloud-gaming-service. Men man kunne også fristes til at tro, at Microsoft nøjes med at benytte sig af sin egen teknologi, som allerede nu er at finde på Xbox Live. Kapløbet om den næste generation er i hvert fald i gang, og en af de centrale slagmarker bliver uden tvivl streaming og cloud-baseret underholdning. Hvem mon vinder dette slag?

























