Alene i et mørkt rum med lyden skruet helt op. Sådan skal gyserfilm og horror-spil nydes. Tænder du lyset, skruer du ned for lyden eller er du ikke alene, så er oplevelsen altså bare ikke den samme. Derfor blev vi og mange andre en kende overraskede over, at Dead Space 3 pludselig fokuserede på co-op. Spillet vil uden tvivl ikke være lige så skrækindjagende med en partner ved din side i sofaen eller en kammerat, der snakker dit øre af igennem en mikrofon. Visceral Games’ Steve Papoutsis har ladet sig interviewe af Playstation.blog, hvor der snakkes meget om den nye co-op indgangsvinkel og påvirkningen af horror-aspektet. Steve Papoutsis fortæller, at co-op absolut ikke er essentielt for spillet og historien. For selvom den nye karakter John Carver er en integreret del, så kan spillere sagtens spille alene og opleve den intense følelse af ensomhed og håbløshed på egen hånd. Men springer man på co-op, som Steve Papoutsis håber at spillerne gør, så gælder det om at finde den rette at spille med. Han sammenligner oplevelsen med en biograftur til en gyserfilm. Tager du med en ægte horror-fan, vil i begge sidde på kanten af sædet og holde vejret. Det gør oplevelsen intens og uhyggelig. Ser du en gyser med en kammerat, der griner af det hele og ikke lader sig gribe af stemningen, så bliver oplevelsen en ganske anden. Du kan læse hele interviewet på bloggen. Vi har netop oprettet et stort Dead Space 3 galleri, der bugner af helt friske billeder. Det er stærke sager! Spillet er ude til februar næste år på Xbox 360, Playstation 3 og PC.

























