Den ventede HD-genudgivelse af Jet Set Radio kommer ikke blot til Xbox Live Marketplace, PS Vita og Playstation Network. Sega har nemlig annonceret, at vi også får en håndholdt udgave til Android og iOS. Der bliver tale om den samme HD-opdatering, men mobiludgaverne vil gøre brug af mobilernes kameraer og samtidig understøtte det lækre retina-display på de nyere iPhones. Mobil og konsoludgaven skulle ramme markedet nogenlunde samme tid, men vi har endnu ingen fast dato. Det skulle dog finde sted engang hen på sensommeren. Det bliver en fantastisk følelse, at kunne styrte afsted på sine egne rulleskøjter, alt imens man gamer Jet Set Radio på livet løs. Hvor forsvarlig den kombination er, vil vi dog ikke udtale os om.