Med 3,3 millioner solgte spil på de første tre dage, har Insomniac Games’ Spider-Man vippet God of War af pinden som det hurtigst sælgende “first party” spil, og det slår også indtjeningen for Spider-Man Homecoming!

Sony har annonceret på Twitter, at Spider-Man nu har solgt hele 3.300.000 kopier verden over på de første tre dage. Med 3,1 millioner solgte spil på tre dage, må God of War derfor se sig slået af Insomniac Games mesterlige spil.

Spider-Man er allerede det hurtigst sælgende spil i UK, og ifølge Gamesindustry.biz, ligger det også som det bedst sælgende spil lige nu i Europa, Mellemøsten, Afrika og Australien.

USA Today er også på banen med lidt meget imponerende beregninger. For med 3,3 millioner solgte spil til en vejledende pris på 59,99$, giver det en omsætning på omtrent 198$ millioner på, hvad der svarer til en films åbningsweekend. Sammenligner man med Spider-Man: Homecoming, knuser spillet filmen. Homecoming hev 117$ millioner ind til dens “opening weekend box office” ifølge Box Office Mojo. Det bliver nu spændende at se spil vs. film i de kommende måneder. For Homecoming fik omsat for 880.000.000$ i biograferne. Mon spillet kan matche det tal hen over den næste tid?

Det er en skam, at singleplayerspil er døde, nu hvor de faktisk ser ud til at klare sig ganske fint.

Vi gav Spider-Man en ganske ok karakter i vores lille anmeldelse af spillet, og lige nu afventer vi bare det kommende DLC med stor spænding.

1 kommentar

  1. Men der er jo ingen microtransactions? Tænk sig, at Insomniac ikke vil give folk flere muligheder.

    De burde virkelig lære noget af EA, som tænker meget mere på spillerens valgmuligheder.