Hvis du er blandt de gamere, der ønsker at få hele pivtøjet til rådighed i Assassin’s Creed-serien, så skal du holde dig fra Wii U-udgaven af Black Flag. Der er ikke blevet direkte argumenteret for hvorfor Ubisoft har truffet denne beslutning, men det er ikke utænkeligt at brugerbasen til Wii U, eller mangel på samme, har noget at skulle have sagt. Det annoncerede DLC vil dog være tilgængeligt på de andre konsoller, og vil inkludere figurer til multiplayer og skins. Vi får desuden et helt kapitel kaldet ”Freedom Cry”, hvor vi følger en af Edward Kenways kumpaner, Adewale, og hans bestræbelser på at befri slaver og samle et hold af pirater, til at ledsage hovedhistorien i Assassin’s Creed IV: Black Flag. Nyheden blev opsnuset hos Venturebeat og DLC-annonceringstraileren er vedhæftet nyheden.

























