Lige meget hvilke kreative konstruktioner udviklerne klistrer på spillene, lander de fleste spil i hænderne på de hungrende pirater. Nyhedssitet TorrentFreak har indsamlet tal fra en lang rækkke af kilder, og kan nu “kåre” årets mest downloadede spil. Tallene er selvfølgelig højest på den mest åbne platform, PC’en. Derefter kommer Wii’en og Xbox 360. Der er ingen tal fra Sonys Playstation 3, da den ifølge TorrentFreak ikke lider nær så meget under piratkopiering. På PC’en ligger Crysis 2 i front med 3.920.000 downloads, efterfulgt af FPS mastondonterne Modern Warfare 3 med 3.650.000 og Battlefield 3 med 3.510.000 estimerede downloads. Crysis har dog haft godt ti måneder som piratoffer, hvor Modern Warfare 3 og Battlefield 3 kun har været tilgængelig i henholdsvis to og tre måneder. Så mon ikke de to moderne krigsveteraner overhaler Crysis 2 i sidste ende? Kigger vi på konsollerne toppes Wii’en af Super Mario Galaxy 2 med 1.280.000 downloads, på trods af at spillet blev udgivet i 2010. Super Mario Galaxy 2 blev næsten indhentet af et andet Mario-spil, Mario Sports Mix, der blev hentet 1.090.000 gange. På Microsofts Xbox 360 er det ikke overraskende Marcus Pheonix og company, der tager føringen. Gears of War 3 blev hentet ned 890.000 gange efterfulgt af Modern Warfare 3 med 830.000 downloads og Battlefield 3 med 760.000 ulovlige kopier. Du kan læse hele artiklen og se flere tal hos TorrentFreak.com.