Jeg er Harry Potter-fan. Derfor blev jeg særligt spændt, da jeg i går aftes bevidnede annonceringen af Hogwarts Legacy, som tager spillerne til troldmandsskolen Hogwarts, et helt århundrede før begivenhederne fra Harry Potter-bøgerne finder sted.

Min indre teenager frydede sig ved synet af skolens silhuet i det fjerne, de magiske omgivelser der omkranser området, de farverige figurer af både menneskelig og fabeldyrsorienteret fremtoning samt de besværgelser der blev kastet til højre og venstre.

Der var blot én kritisk detalje, som spillet glemte at få med: en genre. Da præsentationen var overstået, havde jeg ingen anelse om jeg kunne se frem til et rollespil, en actiontitel, et MMO (pænt nej tak) eller måske en helt fjerde hybrid. De første rygter vi hørte om spillet, indikerede godt nok at der var tale om et RPG, men det bør altså nævnes mere specifikt, når der ikke tidligere har været officielle udmeldinger.

Ikke engang Head of Story Adrian Ropp fra Avalanche virker særlig interesseret i at sætte ord på spiloplevelsen, i den ellers nogenlunde omfattende klumme han har bidraget med til PlayStation-bloggen. Han vil hellere bruge tid på at fortælle, hvor beæret han er over at få lov til at sætte sit præg på det populære univers.

Hogwarts Legacy er sat til udgivelse i 2021, men jeg sætter ikke et stort kryds i kalenderen, før der kommer flere ord på hvad spillet egentlig handler om.

Opdatering: Få minutter efter denne nyhed blev skrevet, modtog jeg den officielle pressemeddelelse fra Warner Bros, som inkluderede følgende sætning:

“Warner Bros. Games has announced Hogwarts Legacy, an open-world, single-player, action role-playing videogame (RPG) set in the 1800s wizarding world.”

Så er der styr på det! Jeg mener dog stadig det burde være blevet nævnt for lige under et halvt døgn siden.

I samme pressemeddelelse nævnes også samtlige platforme som spillet udgives på, det en en opremsning af the usual suspects: PlayStation 4 og 5, Xbox One, Series X og S samt PC. Dog intet ord om en Nintendo Switch-version.

5 KOMMENTARER

  1. Det ser temmelig heftigt ud!
    Det bliver spændende at se hvordan de vil lege med character customization og development i forhold til storyline og encounters.
    Fx: Hvilken betydning har House på karakterens muligheder og evner?
    Hvilke fag bliver standard-evner og hvilke skaber specialiseringer i karakteren?
    Forskellige Houses og specialiseringer kunne eventuelt betyde forskellige storylines, hvor visse fælles elementer kan løses på måder, som er afhængige af karakteren, mens side quests er meget mere karakter-specifikke.

    For mig ligner det et gigantisk stykke arbejde og jeg aner slet ikke om mine tanker og forventninger er sat for højt, for lavt eller bare har ramt ved siden af. Det bliver spændende at følge og jeg er ikke engang konsol-gamer =P

  2. #3 Hvad mener du med “jeg er ikke engang konsol gamer” det kommer jo også til pc så du behøver bestemt ikke nøjes med at følge det du kan selv kaste dig over det på din pc også.