Hardcore Half-Life fans bliver med Sierras seneste annoncering nødt til enten at leje eller købe en Dreamcast. Sega har nemlig scoret en helt ny eksklusiv mission til systemet.
Er Gordon din helt? Fantaserer om selv at kunne indtage Black Mesa? Grundlæggende, er du en hardcore Half-Life fan? I så fald, kan du godt skrive en Dreamcast på ønskesedlen til jul, hvis du vil kunne prale med at have spillet samtlige officieller missioner af Half-Life igennem.

Gearbox Software bag missionen

Gearbox Software, der også stod bag den glimrende Opposing Forces mission-pack, har nemlig lavet en helt ny eksklusiv episode kaldet Blue Shift til Dreamcast-versionen (som kompensation for at spillet har fået strøget sin multiplayer-del).

Blue Shifts plot har Sierra ikke været meget for at løfte sløret for, men de fortæller, at det centrerer sig omkring Black Mesa sikkerheds-teamet – hvordan det så end skal forstås. Udover Blue Shift missionerne, indeholder Dreamcast-versionen af Half-Life også bedre animationer og mere detaljerede modeller.

Half-Life til Dreamcast står til udgivelse den 1. november.

Link: Sierras pressemeddelelse om Half-Life: Blue Shift