Med den evigt udviklende teknologi bliver krige imellem firmaer ofte udkæmpet via patenter og rettigheder. GamesIndustry beretter nu, at T5 Labs tager streaming-giganten Gaikai med i retten. Ifølge T5 Labs har Gaikai nemlig møvet sig ind på et af deres patenter, der går på at dele en grafisk processor mellem flere forskellige programmer og skærme, hvilket må siges at være selve kernen i streaming. T5 Labs’ patent strækker sig tilbage til 2002, hvor de har udviklet på teknologien lige siden. T5 Labs havde fat i OnLive sidste år for samme overtrædelse, men hvad den sag mundede ud i, ved vi ikke. Det lugter måske lidt af en udveksling af penge. Gaikai blev for nyligt opkøbt af Sony, så de har i hvert fald et stort hold advokater i ryggen. Gaikai har endnu ikke meldt noget officielt ud. Vi følger op på sagen, når der er mere nyt.