XCOM: Enemy Unknown viste os, at gammelt, godt strategisk gameplay bestemt ikke er gået af mode her i 2012. Derfor er vi naturligvis sultne efter mere. Firaxis og 2K Games har heldigvis ikke ligget på den lade side siden udgivelsen af spillet, og vi kan nu bringe lidt billeder og den første video fra XCOM: Enemy Unknown Slingshot-udvidelsen. Det bedste af det hele er, at du ikke bare skal lade dig nøjes med billeder og video. For Slingshot-udvidelsen er faktisk ude nu! Ja, du læste rigtigt. Sidder du med en Xbox 360 eller en PC, skal du blot slippe $6.99 eller 560 MS Points, så kan du kaste dig ud i kampen imod endnu flere rumvæsner. Playstation Network burde ifølge 2K Games modtage udvidelsen i morgen. Indtil du får hentet udvidelsen ned, eller indtil i morgen for Playstation 3-spillerne, kan du kigge vores opdaterede XCOM: Enemy Unknown galleri igennem, og derefter tjekke den nye Slingshot-trailer ud under nyheden.



























