Vi bragte den fjerde og sidste F1 2011 udviklerdagbog fra Codemasters’ Birmingham-hold som rosinen i pølseenden i fredagens nyheder og er du blevet nysgerrig for mere, før det går løs når spillet ankommer på torsdag, kan du allerede nu finde de første anmeldelser på nettet (tak til VG247). De fleste synes enige om, at årets udgave af spillet, er mere afpudset end Codemasters’ første forsøg med F1 2010. Der er tale om ganske positive anmeldelser, men det påpeges også, at der reelt set ikke er så meget nyt igen i år. Udover et par nye tiltag, en revideret kalender og dertilhørende nye baner, er F1 2011 er letter forbedret udgave af et i forvejen ganske glimrende spil. Vi har vores anmeldelse klar i næste uge.

























