Selvom nyheden om udgivelsestidspunktet for BioShock 2 tog de største overskrifter i forbindelse med offentliggørelsen af Take-Two seneste finansielle præstationer, var der masser af andre og mere subtile konklusioner man kunne drage af både tal og de medfølgende ord. Først og fremmest bliver deres Borderlands forsinket (oprindelig nyhed). Også det længe ventede Mafia 2 vil blive udgivet i regnskabsåret 2009 (starter 1. april 2008). Til gengæld ser det ud som om at RockStar San Diegos Midnight Club: Los Angeles holder tidsplanen og vil indfinde sig i løbet af det kommende efterår. Take Two må også æde deres stolthed en smule (især efter købstilbuddet fra EA) og erkende større tab i seneste kvartal end hvad godt er. Sidst men ikke mindst har Los Angeles Times afsløret, at en større aktionær har sagsøgt Take Two for at hemmeligholde det købstilbud fra Activision, før EA overhovedet kom på bane.