Den ekstremt stemningsfyldte STALKER-serie har en meget uvis fremtid. Heldigvis har mange af de gamle STALKER-udviklere gang i MMOFPS’et Survarium, der ligner en åndelig efterfølger til STALKER. De har nu lagt en oversigt over spiludviklingen op på deres hjemmeside. Her kan vi se, at de regner med at spillet rammer betastadiet i Q4 2013. Det betyder, at de meget gerne skulle åbne Survarium op for et stort antal spillere, sandsynligvis i en åben beta. Skulle der komme for mange med, kunne udviklerne finde på at sætte en begrænsning på, indtil de får serverkapacitet til at levere en god oplevelse for alle, ikke mindst de testere, der har været med siden alphastadiet. Netop alphastadiet regner de med at nå i Q2, hvor der skulle være PvP, fire store baner, to faktioner og et missionssystem. Mon vi får en MMO-udgave af STALKER, der kan måle sig med de gamle spil?

























