Er du træt af altid at kontrollere en spilhelt med et Y-kromosom eller lys hudfarve? Så går du.. øh, lyse tider i møde, hvis vi skal dømme efter E3’s hidtidige spilpræsentationer. Det vrimler nemlig med kvindelige spilhelte, eller mandlige helte med anden hudfarve end “hvid” (er det det rigtige ord på dansk?). Og vi snakker ikke bare om småspil. Hidtil har vi set kvindelige helte prominent optrædende i spil som Fallout 4, Dishonored 2, Gears 4, Halo 5, samt Microsofts helt nye IP, Recore. Folk med forskellige hudfarver også op, hvor vi bl.a. så Halo 5 demonstreret i 4-spiller coop med en mørklødet herre i førersædet, mens Rise of the Tomb Raider gav sin kvindelige hovedperson en mandlig følgesvend med mørk hudfarve. Og selv i Microsofts demonstration af Minecraft på Hololens rendte en kvindelig figur omkring. Dette kommer efter, at også Assassin’s Creed langt om længe gav os en kvindelig hovedperson i et AAA-spil. Vi følger spændt med i, om resten af de store presseshows ved dette års E3-messe har tænkt sig at gøre Bethesda og Microsoft kunsten efter.