Vi havde forventet at se CCP åbne sluserne til en betatest for alle her i 2012. Vi havde også et lille håb om, at spillet rent faktisk blev kogt færdig inden jul. Men CCP har i et nyt interview med Eurogamer forklaret, at spillet slet ikke er klar til masserne endnu. Derfor kommer den åbne beta først engang tidligt i 2013. CCP satser nemlig stort med Dust 514, og derfor tager de sig den nødvendige tid. Dust 514 kører lige nu i en lukket “invite only” beta. Den har kørt siden august måned. Modsat andre betaer, der ofte startes op lige inden lanceringen af det færdige spil, har CCP givet adgang noget tidligere i udviklingen. Derfor kommer den lukkede beta også til at køre i længere tid. Lige nu arbejder CCP på at gøre introduktionen til spillet helt perfekt. Det er nemlig vigtigt, at spillerne ikke bliver skræmt væk af de komplekse muligheder, men samtidig må de første ti minutter heller ikke være for simple. Så mister spillerne nemlig interessen, fortæller CCP til Eurogamer. Dust 514 er en eksklusiv titel til Playstation 3. Spillet minder om en blanding af Battlefield og Planetside, og det bliver integreret ind i CCP’s populære EVE Online. Du kan læse hele interviewet med CCP hos Eurogamer.