Ifølge Eurogamer er Sega ved at udvikle et add-on kort til Pc’en, der gør det muligt at spille Dreamcast spil på denne. Segas økonomiske vanskeligheder kunne være motivationen, for dette udspil.
Segas vicepræsident, Hideki Sato, har afsløret planerne for et PCI add-on kort til Pc, der skulle gøre det muligt at afvikle Dreamcast spillene på en standard PC. Rygterne vil vide, at Sega allerede har demonstreret en tidlig version af Pc-kortet i Japan.
Sega ruster sig til den øgede konkurrence
Hvis rygtet har noget på sig, så er det et smart træk fra Segas side. De har allerede tabt konsolkampen, da det forventes at Sony kan sælge 1 mio. eksemplarer af deres PlayStation 2i løbet af bare et par måneder. Det var hvad Sega formåede at sælge hele sidste år.
Men lad os nu se om historien kan bære vand, når det kommer til stykket. Branchen er jo kendt for til tider flyvske rygter.
Læs mere: Eurogamer om Dreamcast på Pc’en

























