Hvis du venter utålmodigt på et nyt spil i Larian Studios’ Divinity-serie, får du i 2020 mulighed for at bruge ventetiden på at spille Divinity offline – nærmere bestemt på spisebordet.

Larian Studios har lanceret en ny Kickstarter-kampagne, der skal finansiere brætspillet Divinity Original Sin: The Board Game. Spillet bliver udviklet sammen med canadiske Lynnvander Studios.

Kampagnens mål var at indsamle 160.000 dollars, men efter omkring en uge har den ramt over 785.000 dollars med hele 22 dage tilbage. At kampagnen har fået så mange støtter allerede, betyder at 10 ud af indtil videre 11 stretch goals – altså ekstra bonusindhold man får med gratis – er blevet låst op.

Spillet står i lidt over 800 kroner for den mindste version, og Larian Studios forventer at kunne levere det til oktober næste år.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Larian Studios har succes med Kickstarter; både Divinity: Original Sin og Divinity: Original Sin 2 fandt finansiering gennem crowdfunding sitet.